Alex Vanopslagh har altid “haft en trang til at stikke i det, alle er enige om”: “Det er ikke sådan, at jeg længere dagligt ærgrer mig over det, men kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg så lave det om? Ja, det ville jeg”

Da Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, skrev et debatindlæg, hvor han blandede kvinders seksuelle præferencer sammen med deres arbejdsevner, blev han gjort til grin i offentligheden og sat på plads af sit eget parti. I dag fortryder han det indlæg til trods for, at han altid gerne vil provokere. Og han har lært af det​​​

08Alex Vanopslagh.jpg
Alex Vanopslagh, partiformand i Liberal Alliance, fotograferet på Christiansborg. Til sommerserie i weekend om de ting, folk fortryder. Foto: Sophie Voisin
Longread
Eksklusivt for kunder
25. jul 2020 KL. 8:00

Den 19. november 2014 blev et debatindlæg offentliggjort i Politiken under den fængende overskrift “Kvinder elsker dominerende mænd” skrevet af bl.a. den dengang 24-årige Alex Vanopslagh, daværende formand for Liberal Alliances Ungdom. Der stod:

“På University of Montreal undersøgte man for nylig, hvilke seksuelle fantasier mænd og kvinder havde. Der tegnede sig et billede af, at størstedelen af kvinderne tænder på en mand, der tager styring og dominerer hende…”

Og det fortsatte:

“…Skyldes det en ydre påvirkning fra samfundet, der stigmatiserer kvinder, og som tillærer os en norm om, at kvinder er de underdanige og altid bare skal kues? Eller er det ganske enkelt et udtryk for en grundlæggende biologisk forskel kønnene imellem? Det er ikke kun i forbindelse med sex, at vi kan se disse basale forskelle på mænd og kvinder. Adskillige studier har slået fast, at kvinder i gennemsnit fødes med mere ‘agreeableness’ end mænd. På kryds og tværs af kulturer observerer vi, at kvinder er mere venlige, sympatiske, varme og samarbejdsvillige end mænd. 40-60 pct. af dette menes at være arveligt. En sådan basal, naturlig og biologisk forskel kan være med til at forklare, hvorfor flere mænd end kvinder er topledere, mens kvinder oftere vælger omsorgsjob såsom sygeplejerske, hjemmehjælper eller pædagog.”

Bum. Så eksploderede Twitter, Facebook og moderpartiet Liberal Alliance.

Fuldstændig udstillet

I dag findes der næppe et menneske på jorden, der hellere vil lægge det indlæg bag sig end Alex Vanopslagh selv. Alligevel har han sagt ja til at stille op til interview om netop dét. Måske fordi han hele livet har opfattet det som den måske vigtigste livsværdi at tage ansvar på sig. Så nu sidder vi udenfor på en terrasse på Christiansborg tæt på det kontor, han i juni 2019 indtog som ny formand for Liberal Alliance. Et kontor, han siden ikke har forladt ofte, derfor griber han enhver lejlighed til at være i solen, brændende eller ej.

Fortryder du det indlæg?

“Ja. Det korte svar er ja,” siger 28-årige Alex Vanopslagh.

“Det er ikke sådan, at jeg længere dagligt ærgrer mig over det, men kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg så lave det om? Ja, det ville jeg. Dels er det noget, der har hængt ved i lang tid, og som jeg har skullet bakse med siden, dels er det noget, jeg har været lidt flov over.”

De værste øjeblikke oplevede han morgenen efter.

“Der var jeg i Radio24syv. Min første tanke, da jeg så alle de vrede reaktioner, var jo, at det her skulle jeg forsvare – jeg måtte forklare det nuanceret. Men jeg kom ind til de her to skarpe morgenjournalister, som spurgte mig: “Hvis man nu har den og den type seksuelle præference, hvad er det så for et job, man skal have?��� Jeg følte mig så dum, da jeg gik derfra. Jeg kunne se, hvor åndssvagt det var, at vi havde brugt det seksuelle tema og skrevet det så svulstigt. Jeg blev jo fuldstændig udstillet og gjort til grin, også bagefter på Facebook og Twitter, hvor alle gjorde nar af mig. Jeg følte, at min verden brast, og tænkte, at det her ville vare for evigt. Jeg lå nærmest derhjemme i fosterstilling i flere dage og havde ondt af mig selv, selvom der ikke var grund til det, for jeg havde selv bragt mig i sådan en åndssvag situation.”

Alex Vanopslagh fortrød også af en anden grund. Provokationen skyggede for hans budskab.

“Man kan jo forklare det meget mere nuanceret, hvis man mener, at det ikke kun er strukturer, der påvirker mænd og kvinders valg, men også biologiske forskelle. Den del står jeg ved. Men den måde, jeg skrev det på, var med dumsmarte provokationer.”​​

Noget kom der dog ud af det.

“Der, hvor jeg ikke fortryder det, er, at havde jeg ikke begået den fejl, havde jeg ikke lært af det.”

Han lærte, at stort set uanset hvilken dårlig sag han politisk måtte stå i, går det over igen.

“Som politiker er man indimellem så navlebeskuende, at man tror, at hele verden ser det, man laver, også af fejl. Men i virkeligheden er det de færreste, der ser det. Det har også været rart at minde mig selv om, også efter jeg blev politisk leder, hvor mange klappede mig på skuldrene. Efter en måneds tid, hvor det blev sommerferie, anede de fleste mennesker, jeg mødte, ikke en fløjtende fis om, hvem jeg var, og havde ikke engang opdaget, at Liberal Alliance havde fået ny formand.”

Alex Vanopslagh lærte også, at det er fint at være skarp og provokerende, men er du det for meget, er du ikke en, der rykker ved debatten.

“Så er du i stedet bare en idiot,” som han konstaterer.

Den fødte provokatør

Selvom Alex Vanopslagh gik et skridt for langt dengang i 2014, er han ikke just kendt for at være spagfærdig. Han er derimod den, der i en spørgetime i juni med statsminister Mette Frederiksen siger, at regeringen baserer deres politik på eventyret om Askepot, når fester skal lukke kl. 24. Han kalder de 1000 kr., som alle på overførselsindkomst får, når lønmodtagere får udbetalt deres (“egne” som han gerne understreger det) feriepenge for politik baseret på “børnehavelogik” om, at alle skal have en chokolademad.

Og konsekvent kalder han statsministeren for Mette-mor i sine Facebook-videoer. Han kan simpelthen ikke dy sig og smiler nu bare ved tanken.

Så hvad er det, Alex Vanopslagh er rundet af, der gør, at provokationen og den direkte måde at tale på er en så markant del af ham?

“Jamen, jeg ved det ikke helt. Nogen ville jo sige, det var medfødt. Jeg har altid været en Rasmus Modsat-type. Når noget er meget ensidigt, har jeg behov for at gå imod det for at balancere det. Jeg har altid haft en trang til at udfordre og stikke i det, alle er enige om.”

Alex Vanopslagh husker det fra folkeskolen, hvor han kastede sig så aktivt ud i diskussioner i samfundsfag, at hans samfundsfagslærer måtte bede ham om at være mindre dominerende og trynende over for sine klassekammerater. Og i gymnasiet brugte Alex Vanopslagh mange frikvarterer på at mødes med sin samfundsfagslærer Safar – iransk flygtning, statskundskabsuddannet og skarp – og diskutere politik.

“Jeg tror, at jeg altid har haft et ambivalent forhold til autoriteter,” siger han efter en lille pause af tavshed, mens han vender blikket mod bordpladen som for at finde sine tanker dér. Med sine hvide skjorteærmer, brune hornbriller og omhyggelighed virker han som en ældre mand i en ung mands krop.

“Jeg har altid søgt autoriteter i mit liv, jeg kunne hvile i, have tillid til og være tryg ved, f.eks. lærere og chefer. I mine teenageår havde jeg også venner, der var ældre, jeg kunne tale med om deres livserfaring og så op til. Men jeg har samtidig altid haft behov for at udfordre autoriteter, at stikke til dem og prøve dem af. Både hvis jeg f.eks. ikke syntes, at en lærer var god nok, men også fordi det ligger i mig, at jeg har en skepsis over for folk, der har magt og autoritet, som gør, at jeg har brug for at udfordre dem.”

Skal du teste og godkende autoriteten, før du respekterer den? ​​

“Jeg ved det ikke – jo, hvis autoriteten bruger sin magt til at få noget godt ud af folk, respekterer jeg dem. Men jeg har altid haft det svært med folk, der misbruger deres autoritet,” siger Alex Vanopslagh.

At udfordre og provokere ligger nærmest i stillingsbeskrivelsen for en ungdomspartimand, men ifølge Alex Vanopslagh førte det til et dårligt forhold mellem Liberal Alliances Ungdom og Liberal Alliance.

“Efter indlægget blev jeg banket godt og grundigt på plads af partiledelsen, men det er sjovt, for efterfølgende kom der et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem Simon Emil Ammitzbøll (tidligere minister og gruppeformand i Liberal Alliance, nu løsgænger, red.), som jeg synes er dygtig retorisk, og mig.”

Måske er det sådan, at autoriteter får respekt for dem, der udfordrer dem, så det er en slags spil, du skal igennem med dem?

“Ja, måske. I hvert fald var det ironisk nok Simon Emil Ammitzbøll, der prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg ikke skulle overveje at stille op til Folketinget i 2019.”

At tage ansvaret på sig

Når man taler om autoriteter i Alex Vanopslaghs liv, er det nærliggende at spørge til hans far.

“Jamen, jeg forgudede min far. Jeg syntes, at han var sej.”

Faderen var fraværende, i hvert fald fysisk. Han er franskmand, slagter og bor i Frankrig. Og siden moderen flyttede tilbage til Struer i Jylland med sønnen, da han var fem år, har faderen ikke været del af Alex Vanopslaghs hverdag.

“Som for mange andre drenge var og er det vigtigt for mig at få min fars anerkendelse.” ​​

Det var også faderen, der var en afgørende faktor for, at Alex Vanopslagh tog den endelige beslutning om at blive formand for Liberal Alliance som kun 27-årig i 2019.

En stor del af baglandet i Liberal Alliance mente, at han var den rigtige til at genrejse det parti, der under Anders Samuelsen ved folketingsvalget i 2019 havde fået et så katastrofalt dårligt valg med 2,3 pct. af stemmerne mod 7,5 pct. ved valget i 2015, at Samuelsen, der ikke fik stemmer nok til at fortsætte i Folketinget, forlod det parti, han selv var medstifter af.

Da det var lige foran Alex Vanopslagh, og det stod klart for ham, at hvis han ville det, blev han partileder, kom tvivlen. Måske kunne han som så ung risikere at knække nakken på noget, han senere ville kunne klare.

“Jeg tror, at jeg var overvældet, og det var skræmmende, at jeg skulle springe ud i det nu, selvom jeg var gået efter det.”

Men så ringede han til sin far over Skype.

“Han sagde: Følg det, du er i gang med, helt til dørs. Han sagde: Du siger, at der er folk, der tror på dig og forventer det af dig, og du brænder for det – så tag det ansvar på dig.”

At tage ansvaret flugter med Alex Vanopslaghs opdragelse, som moderen, der bestemt også var en autoritet, stod for. Hun var ufaglært fabriksarbejder og sagde til sin 13-årige søn, at ville han have mobiltelefon og tv på sit værelse som sine venner, måtte han jo få et job og spare op. Så det fik han – som avisbud, i en slagter og som flaskedreng.

“Ville jeg et sted hen, sagde hun, at så måtte jeg jo cykle. Hun ville ikke køre mig, for nu var jeg en stor dreng, der kunne klare mig selv. Var der ballade i skolen, og de ringede hjem og sagde, at jeg skulle være mindre urolig, sagde hun ikke, at de skulle lade være med at skælde hendes søn ud, men sagde til mig, at nu skulle jeg altså g��re, som der blev sagt. Og selvom det da var træls at cykle med aviser i regnvejr, tror jeg, at det var super sundt.” ​​

Han tror også, at opdragelsen mod det selvstændige har gjort ham liberal.

“Jeg kommer ikke fra et hjem, hvor vi diskuterede politik ved middagsbordet, havde avis eller klaver. Men min grundholdning er, at man skal bestræbe sig på at klare sig selv.”

Da han selv blev autoritet

At klare sig selv skal man som formand for et politisk parti. Her var autoriteten, Alex Vanopslagh har udfordret hele livet, væk. Nu er han den selv. Men han ser det sådan, at Liberal Alliance går mod strømmen i dansk politik og dermed som parti er en udfordrer. Derfor trives han.

Han kigger igen længe ned i bordet, inden han svarer på, hvad det sværeste har været for ham ved at være formand.

“Jeg kan af natur sommetider være vægelsindet,” siger han så.

“Når man er leder af et parti eller chef for en virksomhed, skal man nogle gange tage beslutninger meget hurtigt. Det har jeg skullet vænne mig til. At omstille mig mentalt til at være leder har været det sværeste. Ikke så meget når der er konflikter i partiet, der er jeg i dem og håndterer dem, men omkring de hurtige politiske beslutninger. Det har taget mig tid at nå til at være mere sikker på at tage de beslutninger, som jeg selv mener, er rigtige, og ikke dem, som andre mener, er rigtige. Når jeg skal stå på mål for dem, skal det være, fordi jeg selv synes, at det er de rigtige.”

Han tror ikke, at vægelsindet og tvivlen har været mere markant, fordi han er ung.

“Men jeg har da taget mig selv i at tænke, at det ville være rart, hvis de og de forudsætninger havde været indfriet, inden jeg blev partiformand, f.eks. at jeg havde haft flere år i Folketinget bag mig. Men jeg kan jo se, at uanset hvor meget erfaring de nye partiformænd har, er det ikke nemt at tage lederskabet på sig – uden at drage paralleller til andre nye partiformænd,” siger han, hvilket vi selvfølgelig gør med det samme her med et navn som Jakob Ellemann-Jensen hos Venstre, der bliver kritiseret for ikke at træde i karakter.

Noget af det første, Alex Vanopslagh lærte som ny partiformand, var egentlig det, han allerede havde snuset til, efter han skrev indlægget: At han måtte skrue ned for sine provokationer, som skyggede for, at han selv og hans budskaber blev taget alvorligt. Men efter en – kort – periode, hvor Alex Vanopslagh tænkte, “at han skulle være lige så kedelig som de andre,” kom han frem til, at han ikke måtte miste sig selv.

“Det er det vigtigste, jeg har lært: ikke at glemme mig selv. Jeg er, hvor jeg er, fordi jeg har en kerne, der er god nok, jeg kan bygge videre på. Men det har taget tid at nå hertil, hvor jeg stoler mere på min intuition.”



Er du ny leder, eller har du ambitioner om at blive det? Børsens uddannelse "Ny leder" er for dig, der ønsker at kunne skabe resultater gennem god ledelse, kommunikere, coache og give feedback samt sikre høj performance hos dine medarbejdere. Læs mere om uddannelsens andre læringsmål, her.